|
Lokalplaner – Hvad er de, hvad kan de?
Af Solveig Øster, konsulent, Landsplanafdelingen, Miljø- og Energiministeriet
Fra Medlemsblad for Foreningen Dansk Byøkologi nr. 4 november 2001
Lokalplaner er grundstenen i det danske plansystem. De mål og rammer for udvikling og arealanvendelse, der er fastlagt i kommuneplanen, realiseres med lokalplaner. Hvor kommuneplanen giver det samlede overblik over udbygning med boliger og arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning og rekreative områder, regulerer lokalplanen "møbleringen" af et enkelt, afgrænset område: Et boligområde, et erhvervsområde osv.
Lokalplanen er juridisk bindende for den enkelte grundejer. Her kan man slå op, hvad man må og ikke må – og hvad naboen må. Og man har – efter lovens offentlighedsregler – mulighed for at påvirke planen, inden den bliver endeligt vedtaget.
En lokalplan kan regulere mange forhold
En lokalplan kan regulere en lang række forhold om anvendelse og disponering af arealer, om bebyggelsen og om den arkitektoniske udformning af området.
| Lokalplaner kan regulere
- Zonestatus
- Udformning og anvendelse af arealer og bygninger
- Udstykningsforhold
- Vej- og stiforhold
- Spor- og ledningsforhold
- Bebyggelsens placering
- Bebyggelsestætheden
- Landskabsforhold
- Tilslutning til fællesanlæg
- Afskærmning mod støj
- Oprettelse af grundejer- og haveforeninger
- Bevaring af bebyggelse
- Friholdelse for bebyggelse
- Aflysning af servitutter
- Sammenlægning af lejligheder
- Isolering mod støj
- Forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse
|
Lokalplanen kan regulere etagehøjden og fx stille krav om, at huse skal opføres i to etager, og den kan fastlægge en udstyknings- og bebyggelsesplan og byggefelter, der sikrer god solorientering og dermed udnyttelse af passiv solvarme. Og lokalplanen kan bestemme, at der kun må opføres række- eller dobbelthuse.
En lokalplan er også et godt redskab til at sikre at ny bebyggelse tilpasses terræn og landskab, og lokalplanen kan have meget detaljerede bestemmelser om fx udvendige materialer, farver, tagformer og facader. Så man kan stille krav om at huse opføres i træ, og at tage skal dækkes af græstørv.
Men der er begrænsninger
En lokalplan kan fastsætte bestemmelser om alle de mange forhold, der er opregnet i det såkaldte lokalplankatalog i planlovens § 15, stk. 2, nr. 1 – 20, og kun dem. Bestemmelser, der ikke har hjemmel i lokalplankataloget, er ikke gyldige som lokalplanbestemmelser. Man kan fx i lokalplan ikke forbyde brug af pesticider.
Det er ikke nok, at der er hjemmel i § 15. Bestemmelserne skal også være planlægningsmæssigt begrundede, dvs. at de skal ligge inden for rammerne af planlovens formål og den byplanmæssige tradition. Forenklet kan det vel udtrykkes som et krav om, at bestemmelserne skal have betydning for forholdet mellem områdets brugere i bred forstand, inden for området og i forhold til andre områder.
Man kan fx i et område forbyde plastvinduer, fordi de ikke passer med karakteren af det område, man ønsker at skabe eller bevare. Men man kan ikke forbyde plastvinduer med den begrundelse, at de indeholder pvc. Man kan godt påbyde en bestemt farve, men man kan ikke kræve, at der bruges linoliemaling af hensyn til miljøet.
En lokalplan kan heller ikke give handlepligt: Den kan udlægge areal til fælles kompostering, men man kan ikke efter planloven tvinge folk til at kompostere.
|
Planlovens formål er
at forene de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirke til at værne landets natur og miljø, med særlig vægt på |
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner, |
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber, |
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsresurse, |
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og |
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningen. |
Samspil med anden lovgivning
Bestemmelser i lokalplaner bør ses i tæt sammenhæng med en lang række bestemmelser i særlovgivningen. Både når man laver lokalplaner og ved den senere administration, er det vigtigt at have blik for sammenhængen. Hvis man i et lokalplanområde vil give mulighed for hønsehold, fordi høns omdanner affald til gødning, så er det ikke smart, hvis man i et regulativ efter bekendtgørelsen om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold har forbudt hønsehold i boligområder. Men det kan være fornuftigt, hvis man i et hønseregulativ fastsætter regler, der begrænser nabogener fra hønseholdet.
Selv om man ikke i en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om antallet af heste, geder og får, der kan holdes i området (det reguleres ved bekendtgørelsen om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold), så kan man udforme sin plan, så den giver grundlag for at dispensere fra bekendtgørelsen – efter bekendtgørelsens regler om dispensation. Og det kan man oplyse om i redegørelsen til lokalplanen.
Rådgivning
Bæredygtigt byggeri handler i høj grad om oplysning og holdningspåvirkning. Mange kommuner udarbejder derfor en vejledning eller folder om, hvordan man kan bygge og indrette sig bæredygtigt. Det er oplagt at give hovedtræk af indholdet i redegørelsen til lokalplaner, at henvise til det eller at give oplysning om, hvor man kan finde flere oplysninger.
Anbefalinger
- Brug de mange muligheder planloven giver for at fastlægge bæredygtig bebyggelse: Bebyggelsesplan, krav til udformning af bebyggelsen, materialer der må bruges osv.
- Skriv præcise og entydige bestemmelser, så man kan forstå, hvad man må og ikke må.
- Brug tegninger og illustrationer.
- Fortæl i redegørelsen, hvordan I vil supplere lokalplanens bestemmelser med administration af relevant særlovgivning
- Fortæl i redegørelsen, hvad brugerne selv kan gøre for indrette sig og handle bæredygtigt, eller hvor de kan få noget at vide om det.
|
